Inspireret af det forestående folketingsvalg og den globale tumult, der eksisterer ikke kun økonomisk men også politisk, kulturelt m.m.. Satte jeg mig ned den anden dag og tænkte lidt over, hvad det er der gør, at vi er så uenige om det ene og det andet. Nu vil jeg ikke gå ind i de politiske valgprogrammer og beskrive hvilken part eller parti, jeg synes har ret i alt lige fra globale konflikter til vores egen lille andedam og folketingsvalg.
Jeg vil hellere give et bud på, hvorfor der bliver diskuteret i en uendelighed og sjældent kommer noget konstruktivt ud af det. Hvorfor bliver disse konflikter ved med at opstå, og hvorfor bevæger et lille land som Danmark sig ikke specielt hurtigt og konstruktivt i nogen retninger uanset parti, hudfarve, kulturel, religiøs eller national baggrund?
Nu er det selvfølgelig en subjektiv vurdering, men betragt det mere som en forklaring på, hvorfor vi som mennesker er så dygtige til at lave udfordringer for os selv, skabe uenighed og i sidste ende stoppe en given udvikling.
Forklaringen er ikke simpel, da der kan være mange årsager hertil, men et par adfærdsmønstrer synes jeg træder frem i alt lige fra den offentlige debat til de hjemmelige og personlige rammer.
Adfærdsmønster nr. 1: Janteloven v. 2.0
Hvad en person ikke har, kan opnå eller har opnået – gøres ofte forkert af selv samme person, med henblik på at skabe sikkerhed og anerkendelse for sin egen identitet og færden. Desværre kan dette komme meget kraftigt til udtryk og folk vil gå meget meget langt for at praktisere dette, da det i sidste ende er et spørgsmål om holdbarheden i deres egen identitet, hvilket ikke er sjældent, at folk ex. vil gå i døden for. Ens identitet og opretholdelsen af denne er en af de kraftigste mekanismer i mennesket.
Adfærdsmønster nr. 2: Supergoals
Tør vi tage fat på de større problemstillinger, eller nøjes vi blot med at skabe uenighed om de små. Alt for ofte ser jeg, at folk diskuterer alt lige fra hvorledes skeerne skal ligge på bordet, tiden foran computeren til hvorvidt, om der skal Coca Cola i kantinen eller ikke, eller om der skal være spares eller bruges i statens husholdningsbudget. Fordi så længe vi diskuterer mindre problemstillinger og de dertilhørende løsninger, bliver vi enten enige eller uenige, hvorefter vi ofte falder til ro og finder et nyt lille problem at diskutere. Et andet eksempel er når folk går sammen om en fælles fjende eller problemstilling, som de bekæmper og herefter går hver til sit og begynder at bekrige hinanden igen.
Hvis vi ikke knytter disse op mod større mål, hvad jeg ynder at kalde et ”Supergoal” eller en decideret vision kan disse uenigheder ikke rumme de forskelligheder, som vi nu engang har som mennesker, og vi vil derfor diskutere i en uendelighed. Et ”Supergoal” er et mål eller vision og noget som vi kontinuerligt arbejder hen i mod og som ikke er muligt at løse indenfor en kort tidshorisont såsom det optimale forhold, en gylden fremtid for os selv, vores børn og nærmeste helt hen til miljø, sygdomme, fattigdom etc.
Tænk over det: Hvad nyt og revolutionerende er der kommet ud af alle vores uenigheder på verdensplan, vores egen lille andedam, vores arbejdsplads eller personlige forhold. Har det virkeligt rykket noget for os og vores fremtid eller er det blot blevet omdefineret i en ny kontekst. Hvem og hvad har disse uenigheder i sidste ende hjulpet?
Begge adfærd skaber grobund for en debat, der er præget af skyld og ansvarsfraflyttelse, hvilket ikke løser noget problemet. På engelsk kaldes det ”The blame game”, et spil der ofte bliver praktiseret i alt lige fra stor politik til ens personlige liv. Det blot, at beskylde andre for noget løser i sig selv ikke det grundlæggende problem. Tager man derimod udgangspunkt i en af vores fysiske love, vil man erfare, at modstand skaber fornyet modstand.
Løsningen ligger i at udvise lederskab overfor sig selv og andre, tage hensyn og se ting ikke kun fra ens egen næsetip men også fra andre om det så er i ens nære omkreds eller hele verden som helhed. Ved beslutte sig for at gå efter såkaldte ”Supergoals”, nedsætte en vision over landets fremtid og helt en til, hvorledes vi eksempelvis vil opdrage vores børn, – giver rummelighed og plads til udvikling, i stedet for blot at beskylde eller diskutere små problemstillinger.
Større ændringer kræver større løsninger og syn for samme
